VELFÆRD Sygdom, handicap, børn, ældre

HANDICAP OG SYGDOM

I det senere år har den danske offentlighed set, at kommunerne har begået grove fejl overfor handicappede angiveligt for at spare penge. På samme måde er ansøgere om førtidspension blevet slæbt igennem uværdige forløb og prøver. Ofte har kommunerne allieret sig med læger, hvis eneste job var at modsige andre lægers saglige vurderinger.

Forum for Socialt Folkestyre mener, at der skal oprettes en uafhængig vurderingsinstans, som skal være administrativt adskilt fra den offentlige myndighed, der udbetaler penge til borgere, og som skal have til opgave at vurdere, hvilken hjælp, der skal tildeles handicappede. Vurderingsinstansen skal også vurdere, om en borger skal have førtidspension. Samfundet bør hjælpe handicappede og tildele førtidspension efter saglige kriterier og ikke ud fra et mål om at spare på de kommunale budgetter.

BØRNEHAVER OG VUGGESTUER

Det er vigtigt for forældre og for samfundet, at der er børnehaver og vuggestuer, så små børn kan blive passet, mens forældrene er på arbejde. Samfundet skal støtte disse daginstitutioner, og det er nok nødvendigt, at der bliver ved med at være en vis forældrebetaling ved brug af børnehaver og vuggestuer. Forum for Socialt Folkestyre går ind for, at forældre kan betale til deres børns børnehaver og vuggestuer ved hjælp af civilsamfundsportionerne, som beskrives under punktet, civilsamfund. Børnehaver og vuggestuer bør, mener Forum for Socialt Folkestyre, bemandes af pædagogisk personale efter faglige pædagogiske vurderinger.

ÆLDRE

På samme måde bør normeringen af medarbejdere på plejehjem eller tildeling af hjemmehjælp til svage ældre også ske efter saglige og faglige vurderinger og ikke ud fra ønsker om at spare penge til den kommunale kasse. Forum for Socialt Folkestyre anser en ordentlig behandling af syge, handicappede og svage ældre som en del af kærnevelfærden.

PENSION

Forum for Socialt Folkestyre mener, at det skal sikres, at alle, der er nedslidte, skal have lejlighed til at træde ud af arbejdsmarkedet før pensionsalderen. Den mest hensigtsmæssige måde at sikre, at samfundet kommer nedslidte på arbejdsmarkedet til hjælp, er at bruge den føromtalte vurderingsinstans, som jo skulle være uafhængig af myndigheder, der mindst har et øje stift rettet mod de penge, der kan spares ved at nægte en borger hjælp.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

PROGRAM

  FORUM FOR SOCIALT FOLKESTYRE Program   Forum for Socialt Folkestyre arbejder ud fra fire mål, som er: Frihed Retfærdighed At mindske s...