Forum for Socialt Folkestyre vil prioritere samfundets public-service-midler. Forum for Socialt Folkestyre ønsker at prioritere den billed- og lydbårne journalistiske nyhedsformidling højest. Dernæst ønsker Forum for Socialt Folkestyre i Danmark at prioritere dansksproget drama, kultur, musik, sports- og børneprogrammer i sin holdning til, hvilke medier der skal have del i samfundets public-service-midler.
Forum for Socialt Folkestyre ønsker, at alle borgere har gratis adgang til journalistiske lyd og billedbårne medier, der kan rapportere kritisk om alle politiske, erhvervsmæssige og organisatoriske magtcentre, og som også kan give borgerne de informationer, som mennesker behøver for at kunne orientere sig som kritiske borgere lokalt, nationalt, europæisk og internationalt. Samfundet skal tilvejebringe økonomisk støtte til medier, der lødigt kan løse disse opgaver. Lødigheden af disse medier skal sikres ved, at medier for at få støtte skal være medlemmer af et pressenævn, som er uafhængigt af staten.
I Danmark skal der være mindst to nationale journalistiske organisationer, der kan løse ovenstående opgaver via billeder eller lyd med henblik på nationale nyheder, regeringen, Folketinget, Europa, EU og resten af verden. Disse organisationer kan dannes af virksomheder, der i forvejen driver journalistiske medier og udbydes via en licitationsrunde for en årrække af gangen. Tillige skal der være lokale journalistiske lyd og billedbårne medier i Danmark, og disse medier skal kunne give borgerne nyheder fra lokalområder og fra kommunalråd, regionsråd, erhvervsliv og organisationernes gøren og laden.
På europæisk føderalt plan mener Forum for Socialt Folkestyre, at lignende journalistiske lyd og billedbårne medier skal oprettes.
Forum for Socialt Folkestyre mener, at disse strengt journalistiske medier på både lokalt, nationalt og europæisk plan godt kan medfinansieres af reklamer, så længe reklamer og andre programmer er klart adskilte.
I dag varetages den lyd og billedbårne journalistik i Danmark hovedsaligt af Danmarks Radio og TV2. Men disse to medievirksomheder varetager også mange opgaver, der ikke er strengt journalistiske. Forum for Socialt Folkestyre mener, at Danmarks Radio og TV2 fylder for meget i det danske medielandskab som to kæmpestore medievirksomheder. Af denne grund vil Forum for Socialt Folkestyre have staten til at tvangsopdele TV2, og Forum for Socialt Folkestyre vil have staten til at sælge de forskellige dele af Danmarks Radio på det frie marked, hvor efter opgaven med at levere lyd og billedbåren journalistik til det danske folk skal udbydes i en fri og fair licitation.
Udover de strengt journalistiske lyd og billedmedier, der skal være gratis, skal der i Danmark gives offentlig støtte til lyd og billedmedier, som udbyder hovedsaligt danske drama og kulturprogrammer til voksne og børn på dansk. Disse medier skal være billige eller gratis og kan måske helt eller delvist finansieres af reklamer. Forum for Socialt Folkestyre mener, at man kan tilvejebringe medieprogrammer med dansk sport og musik på samme måde.
I øjeblikket er det uafklaret om den ovenfor skitserede model kan gennemføres i alle europæiske lande.
I det hele taget mener Forum for Socialt Folkestyre, at samfundets mediepolitik skal understøtte borgernes almene dannelse og deres evne til at navigere i virkeligheden som oplyste kritiske mennesker.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar