Forum for Socialt Folkestyres
skattepolitik bygger på specifikt danske forhold, men samtidigt bygger Forum
for Socialt Folkestyre sin skattepolitik på nogle idealer, som er universelle.
Forum for Socialt Folkestyre
ønsker en progressiv skattepolitik, hvor de mennesker og virksomheder med de færreste
ressourcer betaler den laveste skat, og hvor de mennesker og virksomheder med
de fleste ressourcer betaler mest i skat.
Konkret ønsker Forum for Socialt
Folkestyre en indkomstskat, hvor det let kan lade sig gøre at tjene penge til
at betale en lav husleje og lidt mad, før man skal betale skat. Forum for
Socialt Folkestyre har en forestilling om, at man i Danmark ikke skal betale
indkomstskat, før man har tjent 120.000 kr. på et år. Forum for Socialt
Folkestyre kunne tænke sig, at virksomheder ikke skal betale moms, før de
tjener 120.000 kr. om året.
For at finansiere denne
skattepolitik overfor de fattigste mennesker og virksomheder ønsker Forum for
Socialt Folkestyre at gennemføre en skattepolitik, der betyder, at mennesker,
som tjener mere end 120.000 kr. om året gradvist får sænket bundfradraget, så
mennesker, som tjener 300.000 kr. om året har et bundfradrag på kun 60.000 kr.
Forum for Socialt Folkestyre ønsker også at indføre en skat på den gevinst,
boligejere får ved salg af boligen. Forum for Socialt folkestyre ønsker derudover
at genindføre formueskatten. Endelig kunne Forum for Socialt Folkestyre
forestille sig, at man lavede det statslige børnebidrag om, så det i stedet
blev til et skattefradrag.
Forum for Socialt Folkestyre
ønsker også at arbejde internationalt og på EU-plan med skattepolitik. Forum
for Socialt Folkestyre ønsker, at den såkaldte Tobinskat på finansielle
transaktioner indføres, lige som Forum for Socialt Folkestyre ønsker, at der
internationalt og på EU-plan indføres lovfæstede og traktatfæstede grænser for,
hvor lave satserne for virksomheders skat må være. Således ønsker Forum for
Socialt Folkestyre, at store multinationale virksomheder med store
kapitalkoncentrationer bag sig skal være med til at betale til de samfund, i
hvilke disse virksomheder tjener sine penge.
Forum for Socialt Folkestyre
anser det for afgørende, at mennesker og virksomheder har let ved at tjene de
første penge. For menneskers vedkommende går de første penge til at betale for
husleje, mad og børns leveomkostninger. Det er helt afgørende, at de første
penge er lette at tjene, så det bliver nemmere at skifte spor i sin karriere
eller at få en ny start efter en skilsmisse eller ovenpå en langvarig sygdomsperiode.
Det er helt afgørende, at nye virksomheder, der bidrager til samfundet med
nytænkning og opfindsomhed, har let ved at tjene sine første penge i den fase
af virksomhedens liv, hvor menneskene bag ofrer utrolige mængder af tid og
tager risici ved at starte en ny virksomhed op.
Forum for Socialt Folkestyre er imod
borgerløn, sådan som de fleste forslag til en borgerløn er formuleret. En borgerløn
vil betyde, at mennesker får en fast ydelse fra staten. Denne ydelse gives,
ifølge de gængse forslag om borgerløn, uden, at der skal ydes noget til gengæld.
Der skal ikke arbejdes eller søges job som modydelse til borgerlønnen. Forum
for Socialt Folkestyre ser en fare for de fattigste i sådan en ydelse. Faren er,
at de fattigste bliver afhængig af borgerlønnen, og at de herefter bliver
presset med krav for at blive ved med at modtage borgerlønnen. Et konkret eksempel
på Forum for Socialt Folkestyres argumentation kan ses på forholdene for
kontanthjælpsmodtagere. Forum for Socialt Folkestyre er absolut tilhænger af
kontanthjælpen, men samtidigt har man set, at forskellige supermarkedskæder har
misbrugt kontanthjælpsmodtagere som billig arbejdskraft. En lignende udnyttelse,
som allerede i dag ses med kontanthjælp, og som allerede i dag er med til at
presse lønnen for regulære arbejdere, ville i fremtiden kunne ses med
borgerløn. Under en økonomisk krise vil det altid være lettest for politikere
at presse de fattigste og dem som i sådan en situation vil være mest afhængig
af borgerløn. Som alternativ til borgerløn anser Forum for Socialt Folkestyre
skattelettelser for de fattigste mennesker og virksomheder for en bedre løsning,
der ville kunne gøre det lettere for de fattigste at tjene penge.
I det hele taget ønsker Forum for
Socialt Folkestyre en solidarisk skattepolitik, hvor de rigeste betaler mest i
skat. Men vejen dertil er lang og er afhængig af større internationalt
samarbejde og en højere grad af europæisk integration henimod en føderal
statsdannelse i Europa.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar