CIVILSAMFUND Folkekirken og trossamfund

 Folkekirken bestyrer meget af den danske kulturarv, og derfor ville en stor del af kulturarvsskatten skulle gå til at vedligeholde gamle folkekirke-kirker, som er bevaringsværdige. Så længe mere end halvdelen af alle borgere i Danmark er medlemmer af Folkekirken, giver det god mening, at Folkekirken har den nuværende særstilling i forhold til grundlov og monark. Forum for Socialt Folkestyre mener dog alligevel, at det giver mening at reformere flere af forholdene omkring Folkekirken. Som det er nu, varetager Folkekirken civilregistreringen (registrering af fødsler, dødsfald, navneændringer og ægteskab) i den del af Danmark, der ikke er Sønderjylland. Forum for Socialt Folkestyre mener, at civilregistreringen skal overgå til landets kommuner, der i alle holdningsmæssige henseender jo bør møde borgerne med et neutralt grundlag. Kommunerne bør dog lægge sig i selen for, at civilregistreringsservicen bliver lige så decentral, som den er i dag med Folkekirken som udbyder.

Som det er i dag, er Folketinget det øverste besluttende råd i Folkekirken. Dette skal ændres, mener Forum for Socialt Folkestyre, men det er lettere sagt end gjort. I nutidens Folkekirke er de kirkelige holdninger så forskellige, at det er svært at se Folkekirken som bare et trossamfund. Forum for Socialt Folkestyre mener, at de borgere, der gerne ville være tilknyttet til en folkekirkelig menighed, skal kunne betale en portion af deres civilsamfundsskat, som skal træde istedet for kirkeskatten, til en folkekirkelig menighed, som så som menighed må beslutte, hvilke andre menigheder, man vil knytte forbindelse med, og disse menigheder må så beslutte, hvorledes de vil indrette deres fællesskab med eventuelle biskopper eller provster og et eventuelt kirkeråd.

Mange folkekirkelige menigheder hører i dag hjemme i kirkebygninger, der er historiske og bevaringsværdige. Menighederne vil sagtens kunne fortsætte med det, når blot den skyldige respekt for historiske bevaringsværdige bygninger bibevares.

TROSSAMFUND

Andre trossamfund end Folkekirken skal selvfølgeligt også kunne få støtte fra deres medlemmer igennem civilsamfundsskattens portioner. Hvis en gammel bevaringsværdig kirke en dag står uden en folkekirkelig menighed, skal denne kirke selvfølgeligt kunne overtages af et andet trossamfund, som jo så skulle kunne acceptere kirkerummets symboler og skulle kunne omgås dem med værdighed og betydningsfuld respekt.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

PROGRAM

  FORUM FOR SOCIALT FOLKESTYRE Program   Forum for Socialt Folkestyre arbejder ud fra fire mål, som er: Frihed Retfærdighed At mindske s...